Om Annettes psykoterapi:
For Annettes underbevidsthed er anoreksien mere en løsning end et problem. Hvis nogen vil have hende til at spise mere eller motionere mindre, stritter hun imod. Anoreksien føles for Annette, som redningskransen føles for en druknende. At bekæmpe symptomet anoreksi er at fratage Annette sin “redningskrans”, og det oplever hun ikke som en hjælp, men tværtimod som noget dødsens farligt. Derfor er mange behandlere gået fejl af Annette, når de har forsøgt at hjælpe hende med kostvejledning (eller endog tvangsfodring) og med forbud mod motion.
Det er når Annette dyrker sin anoreksi, at hun føler en slags kontrol over situationen. Når hun kan styre noget så grundlæggende som sin egen sult, så føler hun sig ikke længere magtesløs over for sine egne følelser. Så er det hende, der bestemmer over sit liv.
Annettes underbevidsthed er som et skræmt barn, der flygter fra følelser, som det ikke kan magte. Når nogen prøver at tvinge Annette til at tage på i vægt, bliver hun bange for at miste kontrollen, og det fører hende lige tilbage til de følelser, som hun flygter fra. Det nytter ikke, at Annette i virkeligheden er en voksen og fornuftig kvinde, som gerne selv vil af med sin anoreksi. Annettes underbevidsthed vil ikke stå ansigt til ansigt med følelserne, før de er blevet grundigt undersøgt, analyseret og forstået.
Det er psykoterapeutens opgave at hjælpe med at undersøge, analysere og forklare følelserne på en tryg måde og i det tempo, Annette kan klare. Derfor skal Annette have lov til at beholde sin anoreksi så længe, den ikke skader hende alvorligt rent fysisk. Hun skal bl.a. have hjælp til at forstå: Hvad er følelser? Hvor kommer følelserne fra? Hvorfor er nogle af dem så skræmmende? Hvad stiller man op med sin smerte, sorg, skyld, vrede og angst? Hvad vil det sige at være kvinde? Behøver man at blive som sin mor? Hvad er forbindelsen mellem mad og mor? Hvorfor er det så vigtigt ikke at blive tyk? Hvorfor føles det så godt at træne så hårdt? Hvorfor føler Annette sig uelsket og forkert?
Når Annette har forstået sine egne følelser, og kan bruge dem til at opnå de ting, hun gerne vil, kan vi begynde at se på symptomet anoreksi. Men til den tid er det ikke så nødvendigt, for så har Annette fundet bedre og mere tilfredsstillende løsninger på sine følelsesmæssige problemer, og anoreksien som Annettes ”redningsplanke” er blevet uaktuel. Hvad skal Annette med et symptom på et problem, som ikke længere eksisterer?